Om kedelige dage

 

Kender i det, når man synes, der er gået en hel dag til spilde? ingenting opnået, ingenting nået overhovedet. Man husker måske da man stod op, lige efter man vågnede, men tiden efter kunne ligeså godt ikke være hændt. Enten føles det som, at tiden står stille, eller også som at den går alt for stærkt. Jeg ved kun at jeg sidder her uden nogen form for glæde, det hele føles fladt og jeg føler mig uværdig. Hvorfor stod man ikke op om morgenen og forsatte dagen med samme vilje? Foretog sig noget med bare en anelse entusiasme. Jeg ville gerne have undgået at sidde sidst på dagen med tomme hænder og en sitrende hovedpine. Hvorfor forudser jeg aldrig disse dage. Bare i det mindste når jeg begynder dagen, så jeg kan nå at ændre kursen. Men det er nok netop der den ligger. Man opdager det ikke, før dagen er omme og man går sur i seng.

I dag var sådan én dag.
Det eneste jeg har fået gjort er at finde tøj til i morgen

og spise en masse honningkage, selvom jeg er på kur.

De sølle rester af en novelle

Jeg fik min taske stjålet for lidt over en uge siden.
Ærgeligt, men. Det plager mig ikke længere.
Dog er der én ting ved det, der stadig plager mig. Jeg havde i min taske, en notesbog hvori jeg havde skrevet mit livs bedste historie. Den følelse havde jeg i hvertfald da jeg havde skrevet den. Ikke desto mindre er sætningerne forsvundet fra min hukommelse. Stemningen og indholdet er der som sådan, men de flydende, ja gyldne ord er røvet af en, der ingen glæde eller gavn for ud af den. Nyttesløst, ugyldigt, uden grund. Det er mærkeligt, jeg får næsten helt ondt i maven.
Din egen kunst er noget af det mest personlige du kan dele med andre.
Dette er de sølle rester

udenfor var det varmt. herinde bagende
her i toget, vognen, kupeen hvor hun sad
hun lukkede øjnene i håb om et øjebliks ro. hun så for sig, lyse fødder balancerende på bløde roser, som vejede hun ingenting. endeløst, men ikke lykkeligt.

Il y a longtemps que je t'aime

Torsdag aften, efter arbejde, og efter at have lavet mig og spist en kalkunsandwich, gik jeg ned af larsbjørnsstræde, hen af strøget og ned til Grand Teatret. Kl. 19 gik den franske 'Jeg har elsket dig så længe' af Philippe Claudel. Jeg satte mig, med min medbragte cola og chokoladecrossaint, i mørket, alene, i en biograf fuld af mennesker. Filmen rørte mig meget. Jeg er evigt fascineret af den franske kultur, som på en elegant måde tegnede en hjertevarm stemning omkring et meget køligt, bundreelt, vigtigt og stort emne, der ikke er set før. Med en humor der ikke distancerede emnet og historiens alvorlighed, men understregede absurdheden i virkeligheden.
Formidable Kristin Scott Thomas spiller Juliette Fontaine, en kvinde tydeligt mærket af et 15 år langt fængselsophold. Men spørgsmålet er om det er selve opholdet eller grunden hertil der tynger bag de matte øjne, hos et menneske der en gang levede, men pludselig gik i stå. Hendes søster har hentet hende hjem efter løsladelsen, men fortiden og mellemtiden gør både deres genforening og Juliettes anden sociale sammenhæng besværlig.