Torsdag aften, efter arbejde, og efter at have lavet mig og spist en kalkunsandwich, gik jeg ned af larsbjørnsstræde, hen af strøget og ned til Grand Teatret. Kl. 19 gik den franske 'Jeg har elsket dig så længe' af Philippe Claudel. Jeg satte mig, med min medbragte cola og chokoladecrossaint, i mørket, alene, i en biograf fuld af mennesker. Filmen rørte mig meget. Jeg er evigt fascineret af den franske kultur, som på en elegant måde tegnede en hjertevarm stemning omkring et meget køligt, bundreelt, vigtigt og stort emne, der ikke er set før. Med en humor der ikke distancerede emnet og historiens alvorlighed, men understregede absurdheden i virkeligheden.
Formidable Kristin Scott Thomas spiller Juliette Fontaine, en kvinde tydeligt mærket af et 15 år langt fængselsophold. Men spørgsmålet er om det er selve opholdet eller grunden hertil der tynger bag de matte øjne, hos et menneske der en gang levede, men pludselig gik i stå. Hendes søster har hentet hende hjem efter løsladelsen, men fortiden og mellemtiden gør både deres genforening og Juliettes anden sociale sammenhæng besværlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar